Beskrivelse
Meditation og Mindfulness (Bog, hæftet)
Meditation og mindfulness trenden stiger eksplosivt i disse år. Læs om den grundlæggende filosofi bag disse populære begreber? Oplev hvordan du selv får tid til et mere mindfuldt liv, i din i forvejen travle tilværelse?
Om Henning Daverne
Henning Daverne er en af Danmarks førende eksperter på området og giver dig i denne bog en dybere indsigt i, hvad der oprindeligt ligger til grund for Østens tusindårige visdom. I et letforståeligt sprog bliver du guidet igennem begreberne ved hjælp af illustrative eksempler. Bogens øvelser og teknikker gør det nemt for dig at tilegne dig den ny viden, så du kan anvende den med effekt i hverdagen.
Her får du den definitive guide til meditation og mindfulness for det moderne menneske.
Til at hjælpe dig på vej får du i bogen en kode til guidede online meditationer indtalt af forfatteren.
Desuden findes en uddrag fra bogen på min blog her:
Yin og Yang – Øst og Vest
Hvad finder du i Meditation og Mindfulness
I denne bog præsenterer jeg meditation og mindfulness på deres oprindelige præmisser. Det vil sige, at jeg introducerer dig for de oprindelige traditioner, der bygger på den tidløse visdom. Der er ikke tale om nutidens populærfortolkninger, jeg har derimod tilstræbt en fortolkning, der er tilpasset det moderne menneske. Emnerne fortjener at blive udfoldet fra et perspektiv, der giver dig en dybere forståelse for, hvad det betyder at meditere og være mindful i dagligdagen.
Med dette tiltag vil jeg sætte meditation og mindfulness på landkortet i Danmark på en ny måde. Jeg vil gå bag om begreberne og drage paralleller mellem Vestens videnskab og Østens visdom. Jeg vil forsøge at åbne en ny verden for dig, men det betyder ikke, at jeg vil afskære den moderne videnskabs resultater. Både hjerne- forskning og positiv psykologi har dokumenteret en gunstig effekt ved at anvende meditation og mindfulness. De nutidige forsøg og undersøgelser har derfor medført, at den moderne videnskab omsider er ved at nå frem til de resultater, som Østens filosofi i årtusinder har påpeget omkring bevidstheden.
Østens filosofi og tankemåde er langt fra vores normale i Vesten. Derfor får du en grundlæggende indsigt i, at vi mennesker eksisterer i flere dimensioner – krop, sind og ånd – i den dynamiske udviklings- model. Jeg gennemgår modellen teoretisk, fordi den har betydning for den dybere forståelse af begreberne inden for meditation og mindfulness. Derefter følger en lille oversigt over, hvorfra det filosofiske fundament til meditationen og mindfulness stammer, nemlig fra de klassiske skrifter vedaer og seks filosofiske systemer.
Helt særskilt udfolder jeg yoga-filosofien for dig, fordi meditation og mindfulness har sit udspring i yogaen. Det er et ret omfattende emne. Derfor nøjes jeg med at præsentere de vigtigste elementer for dig.
Den syvende filosofi
Buddhismen benævnes traditionelt som den ”syvende filosofi”, selv om den hører ikke til de seks traditionelle indiske systemer. Når det påstås, at buddhismen er adskilt fra yoga-filosofien, skal du huske på, at buddhismen ikke fandtes på Buddhas tid. Buddha var ikke buddhist! Buddha var yogi, altså én, der praktiserede yoga. Yoga-filosofi, som også meditation og mindfulness bygger på, var hans udgangspunkt.
Efter denne indledende teoretiske gennemgang er du klædt på til den mere praktiske del af bogen, hvor jeg detaljeret gennemgår de tre skridt til at blive mindful og de fire grundlæggende veje, der anbefales af filosofien. Det sker ud fra en betragtning om, at de forskellige yoga-retninger hver især rummer en hypotese, som du selv kan efterprøve. Du kan teste forudsigelserne gennem øvelser og finde frem til, om de leverer de lovede resultater, som yogier i årtusinder har videregivet til kommende generationer.
Meditationens vej
Du bliver guidet igennem meditationens vej, raja yoga; handlingens vej, karma yoga; kærlighedens vej, bhakti yoga; og visdommens vej, jnana yoga. Du bliver præsenteret for, hvad vejene tilbyder, hvordan du mediterer, og hvordan du praktiserer mindfulness inden for de specifikke retninger.
Inden du går i gang med læsningen, vil jeg gøre opmærksom på, at du vil komme til at stifte bekendtskab med de samme emner fra mange forskellige vinkler. Det er en del af den traditionelle undervisning og træning i meditation og mindfulness, at du hører om det samme igen og igen fra varierende forståelsesniveauer. Det er en del af bogens metodik. Ideen er, at du praktiserer en form for meditation og mindfulness samtidig med, at du læser bogen. Læsningen er i sig selv en transformerende øvelse, men der er også en lang række praktiske meditations- og mindfulness-øvelser undervejs.
Mange af emnerne kan være så vanskelige at forstå, at de umiddelbart forekommer ubegribelige. Derfor bør du ikke forvente, at du forstår alt ved første gennemlæsning, men i takt med, at du får flere indfaldsvinkler samtidig med, at du mediterer på erfaringen, vil sammenhængen efterhånden fremstå klarere.
Bevægelse fra sindet til sjælen
Jeg skriver blandt andet om bevægelsen fra sindet til sjælen. Det giver ingen mening at stille det åbenlyse spørgsmål ”hvorfor?”, før der er givet en dybere indsigt. Hvis du ikke har erfaring med sjælen, så kan det føles som mentalt hjernespind at læse om den.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne bog, kom jeg i tanke om en historie, som min første indiske lærer, Swami Brahma Deo, fortalte første gang, jeg mødte ham. Historien indeholder en væsentlig pointe for forståelsen af det, som du kommer til at læse om i denne bog.
Jeg mødte Swami Brahma Deo i 1992, og det var via ham, jeg siden mødte min mentor Maharajji. Første gang jeg sad sammen med Swami Brahma Deo, fortalte han mig en historie om at have den rette indstilling til det, som befinder sig uden for vores nuværende verdensbillede og erfaringsområde:
”En blind mand gik hen for at besøge en ven. Ved ankomsten fik den blinde tilbudt noget at drikke. Da han spurgte, hvad det var, svarede vennen, at det var mælk.
”Hvad er mælk?” spurgte den blinde. ”Mælken er hvid,” svarede vennen.
”Hvad er hvidt?”
”Det er ligesom en svane, den er også hvid.” ”Er ”hvid” ligesom en fugl?”
”Nej, ligesom papir, mælken er hvid, papir er også hvidt.”
For at den blinde kunne forstå, hvad der var hvidt, gav vennen ham et stykke hvidt papir.
Da den blinde havde rørt papiret, sagde han: ”Aha, nu forstår jeg, hvad mælk er!”
Moralen er, at vi altid vil forsøge at fortolke verden ud fra vores nuværende viden, men samtidig har vi et behov for at vide mere. Vi er nødt til at søge videre for at finde den umådelige helhed, der eksisterer på den anden side af det, som vi allerede ved. Det gør vi ved at sætte spørgsmålstegn ved vores nuværende viden og samtidig være åbne for, at den måske ikke indeholder svar på alt i verden.
Når du møder dele af teksten, hvor din indre kommentar stritter imod, vil jeg bede dig være opmærksom. Når noget stritter imod, er det reelt det eneste tegn inden i din nuværende verden, der kan vise dig, at du står på grænsen til noget, der befinder sig uden for det, du anerkender i din verden. Nogle udviklingsteorier peger på, at vi kun kan tolerere en udvidelse af vores nuværende verdensbillede på bare 5 % uden at stritte imod. Overskrider noget denne grænse, vil vi forsvare vores verdensbillede for at undgå den psykologiske ”død”. Det er at udvide vores verden.
Det kan være, at jeg har beskrevet noget mangelfuldt; måske tager jeg helt fejl i mine antagelser; måske peger jeg på noget, der befinder sig uden for din nuværende erfaring. Men når noget stritter imod, er der flere muligheder.
Jeg anbefaler, at du begynder med at læse bogen med den indstilling, at du måske er blind for den helhed og det nærvær, som er målet for meditation og mindfulness. Når du er færdig med bogen, kan du tage det med dig, som den har beriget dig med og lade det ligge, som ikke er noget for dig.
Med dette ønsker jeg dig god indre rejse tilbage til nærværet i den naturlige tilstand og rigtig god læselyst.
Henning Daverne