Meditation og mindfulness: Interview med Henning Daverne i Fit Living

Meditation som livsstil

Henning Daverne

Meditation som livsstil

Interview med Henning Daverne fra artiklen “Sundhedseksperternes største fejl”,  af Anne Hermansen Fit Living, November 2012.

Meditationsguruen Henning Daverne: Jeg var et forkert sted i mit liv, jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle flytte mig.

Hvad har været din største udfordring? 
– Det var for fire år siden, hvor jeg havde mistet min passion for den fysiske side af kampsporten, som jeg levede af og indtil da havde elsket. Det var en af de kriser, hvor man ved, at man skal rykke sig, men ikke kan se hvorhen. Jeg var bange for at sige farvel til alt det, jeg havde skabt: Jeg var anerkendt inden for kampsporten og underviste over hele verden. Jeg havde et solidt økonomisk fundament. Jeg havde elever, som havde fulgt min undervisning i over 15 år, og som jeg følte et ansvar for. Men det gav mig ikke længere den samme glæde, som jeg før havde haft. 

Dit største vendepunkt?
– Der har været to. Jeg startede med at dyrke kampsport, da jeg var 13 år og elskede det. Det var det eneste, jeg ville. Men folk sagde: „Ja, det er fint, men hvad vil du i virkeligheden være?”. Mit første vendepunkt var at vælge min passion i så ung en alder. Jeg tænkte: „Målet skal ikke være at lave det, jeg elsker i min fritid. Målet skal være at lave det, jeg elsker.”. Og det gav mig skubbet videre til mit næste vendepunkt, hvor jeg valgte at sælge mit kampkunstcenter, starte Lotusheart Academy og gå efter min passion én gang til – som nu er de mentale og spirituelle sider af kampkunsten. 

Hvornår blev meditation en del af dit liv? 
– Allerede i midten af 20’erne. Det spirituelle er en del af kampsport. Og jeg søgte længere og længere ind mod kernen og blev mere optaget af de dybere aspekter. I 12 år tilbragte jeg hvert år en måned i Indien, hvor jeg lærte af min mentor, meditationsguruen, Maharajji, fastede og mediterede 12 timer hver dag.

Var der ubalance i den måde, du levede på? 
– Efterhånden, ja! Det gav mig ikke længere den samme tilfredsstillelse at undervise i den fysiske del af kampsport. Jeg følte mig fanget, og at jeg gentog mig selv. Jeg følte mig tung og træt. Og jeg vidste, at jeg var et forkert sted i mit liv, fordi jeg jo netop vidste, hvordan det føles, når man er drevet af passion. Det kan sagtens være hårdt, men det føles meningsfuldt, når du går den rigtige vej.

Hvordan ændrede du din situation? 
– Jeg skulle finde en ny ledestjerne. Og jeg tænkte tilbage til dengang, jeg var dreng, hvor jeg lavede kampsportsbevægelser overalt, i timerne, i bussen, konstant. Og så spurgte jeg: „Hvad er det, du i dag ikke kan lade være med?” Det blev klart for mig, at jeg skulle over i det spirituelle – det var der, al min entusiasme og glæde var.

Mødte du modstand? 
– Først og fremmest i mig selv. Det er jo farligt at lytte til sin indre stemme, for måske siger den noget, som er udfordrende og svært at gå efter. Også da jeg startede og tilbød mine første meditationskurser rettet mod erhvervslivet. Der var en berøringsangst hos virksomhedsledere. Men tiden var med mig, der er sket et skift i vores værdier, hvor vi søger indad, fordi vores ydre rammer er så omskiftelige. 

Hvordan lever du i dag? 
Meditation er hele min livsstil. Det handler ikke kun om at sidde med lukkede øjne. Meditation er en tilstand, og man har hele tiden en bevidst kontakt til sin sjæl. Det er min livsgnist, og det er det, jeg lever af nu.

Hvad ville du gerne have vidst tidligere? 
At hvis der er tunghed og træthed, så er der noget, der er dødt. Men det er ikke energien og passionen, der er forsvundet. Den har bare flyttet sig. At passionen og gnisten ligger i det, jeg ikke kan lade være med at tænke på og tale om. Og at jeg kan navigere efter den erkendelse i livet. Der, hvor jeg er allermest inspireret − der skal jeg hen! At man ikke kan løse livets gåde én gang for alle. Det troede jeg i mange år. Men selv en dyb følelse af indre ro fritager mig jo ikke fra at leve mit daglige liv i verden. Med alle de frustrationer og højdepunkter, der er. Rejsen er målet. Hver dag.

Navn: Henning Daverne
Alder: 45 år
Uddannelse: Har dyrket kampsport i 30 år og rangerer blandt de højest graduerede kampkunstudøvere i Europa. Har gennem 12 år uddannet sig i meditation
Job: Stifter og leder af Lotusheart Academy, hvor han underviser i meditation og selvudvikling. Er en af spidskompetencerne inden for erhvervsmeditation og foredragsholder
Forfatter til: „Vejen til indre ro i en travl hverdag” samt meditationsbogen „12 minutter til succes”. I år udkommer bogen „Find din gnist – en guide til meningen med dit liv.“ Se mere på henningdaverne.dk
Privat: Bor med sin kæreste og tre børn.
Træning & kost: Træner Javorek’s Complex, old school vægttræning, tre gange om ugen, har været vegetar i 20 år.

Syntes du om bloggen? Modtag nyheder fra Henning Daverne først
Vi respekterer dit privatliv. Du kan altid afmelde dig med et klick