Erhvervs meditation

Tekst: JETTE MEIER CARLSEN

Alle sidder med lukkede øjne. I dyb koncentration. Langsomt folder ansigterne sig ud og et par hoveder begynder at nikke til lyden af sommerbrise og Henning Daverne, der med rolig og mørk stemme guider de forsamlede mænd og kvinder længere og længere ind i meditationens sjælefred.

Han er instruktør og velkendt af de fleste her i haven hos eventbureauet InTouch i Rungsted, hvor erhvervs meditation længe har været et tilbud til de i alt 32 medarbejdere. For et par år siden var samtlige ansatte igennem et kursus-forløb, der har gjort dem i stand til at meditere selv og med jævne mellemrum kommer Henning Daverne så ud i virksomheden for at pudse de ansattes viden af, få nye med på vognen og lave en fælles omgang meditation for dem, der har lyst og tid.

Og det kan jo være hårdt tiltrængt med lidt afslapning i en stresset ferieperiode, hvor mange projekter skal landes, påpeger en frodig og lattermild indehaver og direktør Birgitte Mørck Schultzer, som i årevis selv har hentet mental overskud i daglig meditation.

Men for hendes ansatte er det et tilbud. Hun stiller rammerne til rådighed, og det er tilladt liiiige at skulle noget andet, når der står meditation på programmet. Men det er også tilladt at finde ud af, at man egentlig synes, at det er meget rart.

Som f. eks den midaldrende kvindelige ansatte, der indleder dagens seance i haven med at indrømme, at hun er skeptisk, men at hun nu vil give det en chance. Efterfølgende fortæller hun, at det jo slet ikke var, hvad hun forventede sig af meditation. For det var bare utroligt dejligt. En slags mental pause, som fik hende til at slappe helt. Tænk at det var meditation?

Fordomme
Henning Daverne nikker. Han kender fordommene og møder dem regelmæssigt. En klassiker er at meditation er for mennesker i orange tøj, der drikker urtete og lever i pagt med naturen. Derfor indleder han altid sine meditationsarrangementer med henvisninger til forskning og undersøgelser af forskellig videnskabelig karakter og således også denne formiddag. Et white board bliver stillet op på græsset foran halvcirklen af mennesker, der får tegnet og fortalt om undersøgelser, der viser, at meditation er vejen til større velbefindende og dermed bedre præstationer.

Ressourcerne har folk allerede i sig, de skal bare have fat i dem, hvilket man kan gøre med meditation, hvis man åbner sig for det, fastslår instruktøren med mild røst

Og det er hans budskab. Meditation er et redskab, der får folk til at performe bedre, fordi det baner vej til ro, energi og overskud, forklarer Daverne, der har en fortid inden for asiatisk kampsport, hvor klassisk meditation indgår som en del af træningen.

På mission
»Min mission er at afmystificere meditation. Det er “cutting edge science” og det er ikke noget, der tager en masse tid eller kræver noget bestemt. Meditation er en tilstand og man behøver ikke være spirituelt interesseret for at kunne få nytte det. Alle kan lære det, og man kan gøre det i bilen eller bruge det som et powernap. Det handler om nærvær.«

Og så til vaflerne
Instruktøren lukker øjnene, åbner hænderne, der hviler på knæene og støder luft ud. HHHHUUUUU… Vejrtrækningen er vigtig. Lavmælt og langsomt gennemgår han systematisk kroppen, så man kan mærke den ud i alle afdelinger. Slappe af, slappe af. Lyt til lydene rundt omkring, men lad være med at hæfte dig ved nogen af dem. Tag dem ikke ind. Bare lad dem være der. Lyt. Mærk. Og vær tilstede i din egen krop.

Selve meditationsdelen tager en halv time, og det sidste kvarter sidder de forsamlede med lukkede øjne, mens fuglene kvidrer, og trafikken brummer svagt i det fjerne.

Så det er slut. Øjnene blive åbnet, og gruppen småsludrer om, hvordan det var. Et par stykker fortæller om total afslapning, mens en yngre mand spørger, hvordan man kan bringe sig selv i den eftertragtede tilstand. Daverne svarer. Øve sig, træne åndedraget og for en dybere forståelse købe hans nye bog “Vejen til indre ro i en travl hverdag.”

Fra kantinen i kælderen spreder sig en liflig duft af frokost. Folk rejser sig og forsvinder tilbage på kontorerne, uden for kigger Henning Daverne på uret. Han suser landet rundt med foredrag og kurser om meditationens velsignelser og skal videre til et arrangement inde i København. Først skal han dog lige svare på, hvad erhvervs meditation egentlig er for en størrelse?:

Hvad er erhvervsmeditation?
»Det er at bringe meditation ind i erhvervslivet, så det bliver et relevant og brugbart redskab i en arbejdssammenhæng.«

Men har erhvervslivet ikke allerede utallige redskaber?

»De har alt for mange redskaber. Nu er der brug for få fat i de menneskelige ressourcer, der skal til for at anvende alle de redskaber. Meditation er et redskab på lige fod med lean, mobiltelefon og computer. De har hver deres anvendelse. Meditation hjælper dig som værktøj til at optimere dig selv, finde indre ro, forebygge stress, skabe større fokus samt mere arbejdsglæde og handlekraft. Du har allerede ressourcerne, lær at kontakte dem, for når du kan det, har du overskud til at anvende alle dine redskaber, evnen til at koncentrere dig om det vigtige, overblik over hvilke redskaber der er relevante i situationen og kreativitet til at finde nye løsninger, ergo kommer du til at producere meget bedre. Det er mit budskab.«

Hvis meditation er et vidundermiddel, hvorfor bruges det så ikke overalt?

Paradigmeskift
»Fordi vi befinder os i et paradigmeskift. Endnu er der mange steder i den stive ende af erhvervslivet, hvor den generelle holdning til meditation er temmelig middelalderlig. Der er stor uvidenhed og megen usikkerhed. Folk tror, at det er noget andet, end det virkelig er. Men jeg oplever en stor interesse, og den vokser hvert år, netop fordi det rummer et kæmpe potentiale. Der er idag mange topchefer, som selv mediterer, det er et naturligt skridt at de også tilbyder deres medarbejdere det. Der er så mange fordele ved det. Det er veldokumenteret, at meditation giver færre sygedage og større arbejdsglæde. Blandt andet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse, at det styrker immunforsvaret.«

For direktør Birgitte Mørck Schultzer handler det om glade medarbejdere, der kan håndterer mange bolde i luften:

»Vi er i en høj-adrenalin-virksomhed. Når vi holder en event kommer 2000 mennesker flyvende ind fra seks forskellige lufthavne i Paris. Der er så mange bolde i luften, at det vigtigste man skal kunne som medarbejder, er at bevare roen og glæden i øjnene. Jeg synes, at mine medarbejdere bliver bedre til deres arbejde med meditation. De fleiner ikke så let ud.«

—————-

Gode råd ifølge Henning Daverne
1) Hold pause hver time. Træk f. eks. stikket ud i otte minutter hver time. Balancen mellem restitution og præstation skal holdes, ellers bliver man aldrig stærkere. Og det er ikke nok restituere sig en gang om året, når man er brændt ned. Det skal ske dagligt.

2) Gå en længere tur i naturen et par gange om ugen. Træk vejret dybt i den friske luft og bemærk hvordan du har det bedre og er blevet roligt indeni, når du kommer hjem (Mange af de problemer, som folk har, skyldes at man trækker vejret forkert.)

3) Hvis man vil vide mere om meditation, kan man læse en af de mange bøger om emnet, flere har en medfølgende cd der guider dig ind i meditation, eller find et anerkendt meditationskursus hvor du kan lære mere. Der er ingen hurtige genveje. Det tager tid at lære til bunds.

Syntes du om bloggen? Modtag nyheder fra Henning Daverne først
Vi respekterer dit privatliv. Du kan altid afmelde dig med et klick

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *