Meditation som hjernefitness

MEDITATION SOM HJERNEFITNESS

Vores hjerner ændrer sig hele livet. Hjernens udvikling afhænger i høj grad af, hvordan vi bruger den, og en metode til at udvikle den effektfuldt er meditation. Allerede efter få dages meditationspraksis mærker mange en forbedring i den måde, de fungerer på i hverdagen. De mærker større ro, tilfredshed og koncentrationsevne, og denne effekt vokser over tid. Efter to måneder med regelmæssig meditation vil dele af hjernen være mere aktive, mens andre vil være mindre aktive. Du kan altså forandre din hjerne, og forandringen sker, fordi din koncentration under meditation omdirigerer blodstrømmen og aktiviteten i din hjerne. Denne omdirigering styrker de dele af hjernen, som er forbundet med ro, tilfredshed og velvære, mens de dele, der har med stress, angst og depression bliver mindre aktive.

Forandringerne kan ligne dem, som vi oplever, når vi begynder at motionere. Allerede de første gange indfinder et overraskende velvære sig som respons på de krav, som løbeturen eller timen i fitnesscentret stiller til kroppen. Efter en tid ændrer kroppen sig mærkbart og synligt. Den kan mere, gør måske mindre ondt og forandrer ligefrem udseende. Vi taber os, får tydeligere muskler og sundere hud. Meditationens effekt er mindst lige så stor og går i høj grad på mentalkapacitet og humør. Vi bliver gode til det, som vi bruger tid og energi på, og mens sport udfordrer og udvikler fysikken, træner og udvikler meditation din hjerne og din evnen til mentalt at være til stede. Træning af kroppen forbedrer kredsløb, muskelstyrke og nervesystem. Den, der træner spydkast, bliver bedre til at kaste spyddet langt og præcist. Nervesystemet lærer teknikken, og brystmusklerne vokser. På samme måde udvikler den, der mediterer, evnen til nærvær. Det bliver lettere at være til stede i nuet og ikke lade sig lede bort af tanker og følelser, der kredser om fortid eller fremtid. Vi bliver bedre til at lytte og til at nyde samværet med andre. Vi får kontakt med den grundlæggende følelse af glæde og energi, som altid er tilgængelig inden i os, men som mange af os meget af tiden mangler forbindelse til.

Man kan sige, at meditationspraksis gør os bedre til at fokusere på et afgrænset område af alt det, der til enhver tid er til stede i bevidstheden. Derfor bliver det lettere at løse en given opgave uden samtidig at bekymre sig om alt muligt andet. Det vil sige, at meditationen styrker evnen til at udelukke alt det, der ikke er vigtigt lige nu. Vi bliver skarpere, men opnår også en generelt mere positiv sindstilstand. Årsagen er, at meditation stimulerer de dele af hjernen, der har med indre ro og tilfredshed at gøre. Samtidig dæmper meditationen aktiviteten i de centre, der producerer stress og bekymring. Negative stemninger mister altså deres magt.

Meditation virker nu og her ved at:

  • Aktivere det parasympatiske nervesystem (den del af dit nervesystem som handler om restitution og fordøjelse)
  • Afspænde musklerne
  • Dæmpe angst og stress i kroppen
  • Øge koncentrationsevnen
  • Sænke åndedrætsrytmen
  • Dæmpe blodtrykket
  • Aktivere fordøjelsen
  • Styrke immunforsvaret
  • Forebygge livsstilssygdomme
  • Modvirke depression
  • Dæmpe smerter

Og husk – meditationen udvikler din hjerne.  Gennem meditationen kommer du tættere på “dit bedste selv”.

Meditation & livets udfordringer

Livet byder på udfordringer for os alle, og det er svært for de fleste at angive et tidspunkt, hvor de kan sige sig helt frie for bekymringer eller problemer. Meditation fjerner ikke de dele af livet, der er svære at have med at gøre, men meditation tilfører os nye ressourcer ved at bringe os i kontakt med de dele af hjernen som kan håndtere problemerne bedst muligt. Gennem disse ressourcer får vi flere kræfter, og vi finder nye måder at anskue og løse de problemer, som på et givent tidspunkt er til stede i vores liv. Uanset om problemerne drejer sig om den forfremmelse, vi ikke fik, om et barn, der mistrives i skolen, eller en kæreste, der har forladt os, finansielle udfordringer, sygdom eller død, så får vi gennem meditation bedre forudsætninger for at håndtere udfordringen. Ofte har vi tendens til at stirre os blinde på, hvad vi ser som problemets årsag, og hvad vi ser som dets løsning. Meditation styrker vores evne til at finde alternative veje, udvide perspektivet og sænke paraderne. Som mennesker har de fleste af os tendens til at tro, at de konfliktfyldte og problematiske følelser, vi oplever indeni, udspringer af omstændigheder i det ydre liv. Vi tænker, at vi er vrede, pressede eller triste på grund af det, chefen sagde eller ægtefællen gjorde eller på grund af et tab, som vi har lidt. Derfor fokuserer vi meget logisk på at løse problemerne i det ydre for på den måde at få det bedre i det indre. Det betyder, at vi forsømmer at rydde op i det indre, fordi vi tror, at velværet kommer af sig selv, så snart vi rydder op i det ydre. Men vi bliver ved med at møde udfordringer igennem hele livet, og hvis vi skal vente med at opnå indre ro, til alle problemerne er væk, kommer vi til at vente for evigt. Og vigtigst af alt; vi overser at vi bliver fanget i den del af vores hjerne som har med negative følelser af gøre, og det er den del af vores hjerne som indeholder færrest resourcer til at møde livets udfordringer optimalt. Vi overser at vi ved at håndtere livets udfordringer sådan, faktisk træner vores hjerne på en måde der fastholder os i stressede og negative følelser omkring livet. Det nytter altså ikke at tænke på denne måde:

Stresset i dag og glad i morgen
– Jeg arbejder igennem mandag til fredag og hviler ud i weekenden, når jeg har tid.
– I morgen er det overstået, så får jeg det godt og kan lave noget hyggeligt med min familie.
– Jeg ved godt, at jeg er lidt stresset, men giver den en skalle mere gennem de næste sure par måneder, og så tager jeg ferie.
– Jeg skal lige have klaret den her opgave, så er det slemme overstået.
– Jeg har hverken tid til at se min bedste ven eller til at motionere i denne uge, men det bliver nok snart bedre.
(Du kan reflektere over de 3 vigtigste grunde til at udsætte din egen indre ro)

Vend ligningen om
Meditation styrker dig ikke kun i det indre, men også i det ydre liv. Med større overskud og mere ro og glæde indeni har du langt større chancer for at nå dine ydre mål. Du vil have lettere ved at løse et problem tilfredsstillende, når du i gennem meditations og åndedrætsøvelser, afdæmper del af din hjerne som drejer sig om problemer og negative følelser, i denne del af din hjerne (det limbiske system) låses din tankegang fast i – enten/eller – tankemodeller, det betyder at du kan stirre dig blind på udfordringer og overser muligheder. Igennem “hjernefitness” øvelser kommer du i kontakt med den del af din hjerne som har med: evnen til at koncentrere dig, positive følelser, evnen til at se muligheder istedet for begrænsninger (frontallapperne og ACC) . Mit forslag er altså, at du vender ligningen om. I stedet for at kæmpe med en svær situation i det ydre med det mål at få det bedre i det indre, foreslår jeg at du eksperimenterer med at vende ligningen om, så du starter med at få det bedre indeni, og løser problemet, når du er kommet i kontakt med dine indre ressourcer. Det er lettere at løse en opgave, når du er fuld af mod og velvære, end når du er stresset, frustreret eller ked af det.

 

 

Meditation og selvudvikling

Meditation og selvudvikling

Meditationsteknik
Meditationstekniker er bevidsthedssoftware udviklet til træning af opmærksomheden, sådanne teknikker har været brugt og højt skattet i mange kulturer i tusinde af år, fordi de har vist sig som effektive værktøjer på den indre rejse. Ligeså lidt, som du aktivt kan beslutte, at nu vil du sove, kan du aktivt beslutte, at nu vil du meditere.